Vær den supplerende vilje i skriftlige opgaver

Af cand.mag. i psykologi Anna Stelvig

Almindeligvis forbinder vi eksamensangst med de mundtlige eksamener. Frygten for at skulle præstere ved det grønne bord er velkendt og får mange studerende til at ryste og svede. Men det er ikke kun de mundtlige eksamener, der presser de unge, også de skriftlige eksamensopgaver skaber frygt og bæven. Frygten for ikke at opnå den ønskede karakter hæmmer de studerende i processen med opgaveskrivningen og kan i værste fald resultere i en skriveblokering.

Angsten eksisterer mellem her & nu – og senere

Et for stort fokus på karakteren skaber tvivl og usikkerhed i skriveprocessen, ligesom det trækker energi fra det centrale, nemlig opgaven der skal skrives. I psykologien taler man om, at ’angsten eksisterer i mellemrummet mellem her & nu og senere’. Når vi beskæftiger os med senere, beskæftiger vi os med fremtiden, altså med noget der endnu ikke er, og det er i dette mellemrum angsten opstår. Det er når den studerende forlader det, han konkret bør koncentrere sig om i opgaven og kaster sig ud i spekulationer om det uoverskuelige slutresultat, at vedkommende mister fodfæstet i usikkerhed og tvivl på sig selv.

Det svarer til en løber, der har sat sig som mål at løbe ud til fyrtårnet i det fjerne. Hvis løberen undervejs begynder at tvivle på, om han har kræfter nok til at nå målet, så vil disse tvivls-tanker slå tilbage i nuet som en mental dødvægt, der hæmmer hans præstation.

På samme måde forholder det sig med opgaveprocessen. Hvis den studerende tvivlende fokuserer på målet, altså opgaven der endnu ikke er færdig og karaktererne der endnu ikke er givet, så giver disse spekulationer brændstof til angsten. Det er når disse bekymringer begynder at fylde mere end arbejdet med opgaven, at den studerende hæmmes i tvivl og usikkerhed på sig selv. Studerende håndterer typisk tvivlen og usikkerheden ved enten at udsætte arbejdet med opgaven eller ved at skrive afsnit og sætninger om igen og igen uden at lave fremskridt. I begge tilfælde dannes en ond spiral, der er vanskelig at bryde, hvilket kan resultere i en skriveblokering.

Legitime og illegitime bekymringer

Når først bekymringer begynder at fylde mere end det reelle arbejde med opgaven, er det tid til skelne mellem den illegitime og legitime bekymring. Den illegitime bekymring er tanker som, “Jeg kan ikke finde ud af det”, “Jeg er ikke god nok,” eller, “Jeg når det ikke og jeg får en dårlig karakter.” Bekymringer som disse er spekulationer om fremtiden, der ikke understøtter den studerende, men derimod gør personen nervøs og usikker og tynger processen.

Når man arbejder med opgaven og de vanskelige aspekter, altså opgavens indhold og struktur, er det også bekymrende, men dette er den legitime bekymring, fordi denne bekymring bringer opgaven fremad. Ligegyldig hvor fagligt dygtig man er, kan man ikke forlods afgøre, hvordan dette projekt skal skrives for at blive en succes. Naturligvis kender man de formelle formkrav, som den pågældende uddannelsesinstitution har udstukket som retningsgivende for den gode opgave. Men hvordan selve indholdet konkret vil gestalte sig, er dog op til den enkelte elev og kan koges ned til summen af de tankeprocesser, valg og fravalg, der træffes undervejs i processen. Det er med andre ord bekymrende at skrive en opgave, hvor man ikke kender den lige vej til målet, men disse bekymringer er som sagt legitime, fordi de skaber en udvikling i opgaveprocessen.

At blive ved opgaven og gøre det mest nødvendige

For at undgå at blive fanget i et net af illegitime bekymringer og tvivl på sig selv skal den studerende lære at blive i nuet og fokusere på opgavens tilblivelse. Når han fjerner sit fokus fra opgavens slutresultat og i stedet fokuserer på opgavens næste og mest nødvendige skridt, bringes skriveprocessen støt og roligt fremad. Det er naturligvis nødvendigt, at den studerende ved, hvor han eller hun skal hen, men slutresultat må aldrig blive et uophørligt angstskabende fokus. Det er opgavens ’her og nu’ aktiviteter, der skal være centrum i en opgaveproces.

Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, især der hvor specifikke karakterer skal sikre den studerende adgang til drømmestudiet. Ikke desto mindre skal der ske et fokusskifte væk fra slutresultatet, og blikket skal rettes mod opgavens tilblivelse og den personlige indsats, som i princippet er det eneste den studerende har kontrol over. Når den studerende på forhånd fokuserer på karakteren, bruger han kræfter på noget, han ikke kan kontrollere og der sker en forskydning væk fra opgaven, hvorfor han mister orienteringen i bekymringer og tvivl og på sig selv.

Supplerende vilje
​​
Når en studerende er blokeret i løsningen af en opgave, er der brug for et menneske, der billedligt talt holder vedkommende i hånden og hjælper personen igennem det han eller hun har svært ved at udføre alene. Som rådgiver skal man agere ’supplerende vilje’ for den studerendes eget projekt.

At agere supplerende vilje betyder ikke, at man fratager den studerende sin egen vilje, men at man tværtimod fastholder ham i ønsket om at færdiggøre opgaven. Rådgiverens bidrag, som supplerende vilje, er altså at tage den studerende på ordet og fastholde ham i at fortsætte med opgaven. Altså blive i de legitime bekymringer og arbejde med løsningen af opgaven, også når det er svært.

Som det ene skridt skal rådgiveren sammen med den studerende løbende afklare, hvad opgavens næste og mest nødvendige skridt skal være. Som det andet essentielle skridt skal rådgiveren stimulere den studerende til løbende at omsætte sin afklaring til handling – altså få sat noget ned på papiret, så slutresultatet er en færdigskrevet opgave trods usikkerhed og tvivl undervejs.

FOTO : https://www.pexels.com/da-dk/foto/arbejder-brainstorming-baerbar-computer-dele-7075/