Læseferie: Sådan tager du højde for din personlighed
Når du laver din læseplan forud for dine eksamener, er det vigtigt at tage højde for din personlighed. Herunder har jeg opstillet en række spørgsmål, du bør tage stilling til, når du laver din læseplan.
Af cand.mag. i psykologi Anna Stelvig
Hvordan håndterer du tid?
Er du tidsrealist? Hvis du er tidsrealist, er du god til at strukturere din tid, så arbejdsmængden passer til den afsatte tid. Hvis dette er tilfældet, har du sikkert ikke problemer med at lave en holdbar læseplan.
Er du tidsoptimist? Hvis du er tidsoptimist, har du en tilbøjelighed til at tro, at du kan klare ting hurtigere, end du i virkeligheden kan. Her er mit råd, at du afsætter mere tid til den faglige forberedelse, så du sikrer, at du når dagens opgaver og kan holde fri med en følelse af tilfredshed.
Er du tidspessimist? Hvis du er tidspessimist, har du en tendens til at tro, at ting tager længere tid, end de faktisk gør, og at du ikke når det, du skal. Her vil jeg henvise til mit råd fra trin 3 om, at du max må læse 6-8 timer om dagen. Derefter skal du holde fri med god samvittighed for at minde dig selv om, at din hjerne har brug for ro og hvile for at kunne præstere optimalt.
Hvor læser du bedst?
Læser du bedst derhjemme, på biblioteket, på en café eller et helt andet sted? Og skal der være helt stille, eller må der gerne være andre mennesker og støj omkring dig?
Har du brug for en læsemakker? Læser du bedst alene eller sammen med andre? Overvej, om en læsemakker eller en studiegruppe kunne være en fordel for dig.
Hvordan ser din døgnrytme ud?Hvornår på døgnet læser du mest effektivt? Er det tidligt om morgenen eller sent om aftenen? Som studerende har du som oftest mulighed for at tilrettelægge din dag, så du kan læse på det tidspunkt af døgnet, som passer bedst til den person, du er.
Hvordan håndterer du nervøsitet?
Udsætter du den faglige forberedelse? Nogle studerende håndterer deres nervøsitet i forløbet op til eksamen ved at udsætte den faglige forberedelse for at undgå den nervøsitet, der er forbundet med at sidde ved bøgerne. Men det luner kun kortvarigt, for jo længere bagud du kommer, jo mere nervøs og usikker bliver du. Hvis du kan genkende dig selv her, vil jeg foreslå, at du laver meget klare deadlines for din læsedag og aktivt beslutter dig for, at ingen undskyldninger gælder for at udsætte arbejdet. Samtidig vil jeg stærkt anbefale, at du aftaler med en studiemakker, ven eller forælder, at du slutter læsedagen med at ”fremlægge” det du har lært på 8-10 minutter.
Slider du dig selv op? Andre studerende håndterer deres nervøsitet ved at læse hele tiden, dag og nat, uden de nødvendige pauser, fordi de frygter ikke at kunne klare eksamen. De slider sig selv op under presset fra alt det, de skal nå, hvilket kun forværrer nervøsitet og usikkerhed. Hvis du kan genkende dig selv her, skal du have fokus på at holde pauser og max læse 6-8 timer om dagen, så du undgår at slider dig selv op.