Sådan kan faglæreren hjælpe elever, der mistrives i deres studieliv
En tringuide til at bekæmpe mistrivsel blandt unge
For tre uger siden var jeg til en, på mange måder tankevækkende, høring på Christiansborg om ”Unge og mistrivsel”. Alt for mange studerende har det svært og føler sig presset i deres studieliv. Et mangefacetteret problem der ikke lader sig løse i en håndevending.
Det blev bl.a. nævnt, at der er brug for mere personlig kontakt mellem lærer og elev. Hvad kan man egentlig gøre ved dette på de individuelle skoler? Da faglæreren er tæt på de studerende i hverdagen, har han en oplagt mulighed for at gribe hurtigt ind, når behovet for støttende vejledning opstår.
Derfor har jeg lavet en tringuide til, hvordan faglæreren kan forholde sig i kontakten med elever, der mistrives på studiet. I denne tringuide indgår app’en Studieparat som én af flere mulige løsninger på de udfordringer, der er forbundet med et studieliv.
Hold øje med et åbent vindue
Et åbent vindue er, når eleven inviterer til en personlig snak om det, han finder udfordrende i sit studieliv. Denne invitation kan naturligvis foreligge i forskellige grader af tydelighed.
Nogle gange giver eleven klart og tydeligt udtryk for det, der er svært og hvad han ønsker hjælp til.
Andre gange er invitationen mere indirekte, hvilket kræver, at læreren er lydhør for de spontane bemærkninger, der peger på, at eleven har brug for en hjælpende hånd. Det afgørende er her, at læreren tager tråden op og spørger ind til disse bemærkninger, så der kan skabes større klarhed over det, der aktuelt er udfordrende for eleven i studielivet.
2. Spørg ind
Hvis en elev eksempelvis lader en bemærkning falde om, at han sover dårligt for tiden, så spørg ind til netop dette. På denne måde får eleven mulighed for at udfolde det, han aktuelt kæmper med. Spørg f.eks., ”Hvor længe har det stået på?”, ”Hvordan påvirker det dig ikke at få nok søvn?”, ”Har du en idé til, hvorfor det er vanskeligt at sove?”, og ”Hvad tror du, du har brug for?”. På baggrund af elevens svar kan læreren med større sikkerhed henvise til den rette hjælp.
Men hvad gør man som lærer, når man konstaterer, at vinduet er lukket, men samtidig fornemmer, at behovet for hjælp er til stede? Her er det oplagt, at læreren tager initiativet og inviterer eleven til en personlig snak. Da læreren ikke kender betydningen af det, han har observeret, vil det her være relevant at bruge beskrivende feedback.
Det vil sige, at læreren beskriver sin bekymring over for eleven, med udgangspunkt i de observationer han har gjort sig. På den måde låser han ikke eleven i sin egen forståelse, men giver eleven mulighed for med egne ord at fortælle, hvordan han har det. Herefter kan det i fællesskab afgøres, om der er behov for hjælp.
Når eleven oplever vanskeligheder, er det at blive set og hørt ofte nok til, at noget begynder at glide igen. Læreren kan altså
med sin interesserede tilstedeværelse, støttende råd samt vejledning løsne op for mange ting.
Når dette ikke er tilstrækkeligt, skal eleven henvises til mere hjælp. Her kan app’en Studieparat ofte være et godt sted at starte. Eleven kan anonymt og hurtigt selv hente hjælp til at overvinde de udfordringer, elever typisk kæmper med, f.eks. søvnproblemer, eksamenspres, bekymringer osv.
For nogle elever er app’en nok til, at de får en oplevelse af at stå stærkere på egne ben og for andre skal der mere til. Men uanset hvad, vil eleverne gennem app’en få etableret et sprog for det, der er vanskeligt, hvilket er første skridt i en forandring.
Det kan også overvejes, om eleven skal henvises direkte til studievejledningen, skolepsykologen eller måske andre af skolens tilbud. Nogle gange er problemet af en sådan karakter, at det kræver specialiseret hjælp gennem en kortere eller længere periode. App’ens værktøjer kan her fungere som supplement, men frem for alt vil den fungere som støtte, der hvor eleven igen skal stå på egne ben.
Når app’en Studieparat er et godt sted at starte
Foreslå eleven at afprøve appen Studieparat. Vis eleven appens forskellige studietemaer og drøft i fællesskab hvilket tema, der er relevant i forhold til elevens konkrete udfordring.
Hvis eleven genkender sig selv i flere af temaerne, så aftal hvilket tema, der er væsentligst at få kigget på først. Eleven der sover dårligt kan f.eks. kigge på de guidede øvelser ”Sov godt”, og ”Stop bekymringer”. Her kan han lære at tage kontrol over de tanker, der myldrer rundt i hovedet og gør det svært at falde i søvn. Temaerne indeholder hver en række øvelser og det er en god idé at opfordre eleven til at afprøve flere forskellige øvelser, så han finder frem til dem, han får mest ud af.
Som afslutning på samtalen vil det være en god ide at aftale et tidspunkt med eleven, hvor I kort kan evaluere virkningen af de valgte øvelser. Det er som bekendt langt lettere for eleven at overholde en aftale, hvis den er lavet i fællesskab med en engageret lærer.
God fornøjelse med at hjælpe eleverne til bedre studietrivsel!
FOTO: https://www.pexels.com/da-dk/foto/arbejder-laere-laering-laese-6342/